Om os

Vores mission

Spilværks mission er at gøre verden bedre med fejlmodighed, innovation og tværfaglig problemløsning. Vores projekter bevæger sig på tværs af digitale og analoge materialer, fra kode til klippeklister. Vi har ofte fokus på børn, og vi er drevet af ønsket om at give vores egne børn værktøjerne til at navigere i en digitaliseret virkelighed.

Vores børn vokser op i en kompleks verden, hvor samarbejde og samspil mellem teknologi og kreativitet er en absolut nødvendighed. Frem for ensidigt at fokusere på at lære børn programmering, ønsker vi at styrke en tværfaglig tilgang, hvor designtænkning og digitale kompetencer går hånd i hånd. 

Se hvordan vi gør det
  • Amanda Rasmussen

    Kreativ direktør / CCO

    cand.it i Spildesign fra ITU, bachelor i Performance Design og Educational Studies fra RUC. LinkedIn.
    Kreativ blæsprutte, der har undervist i alt fra mangategning til 3D-print, rollespil og kreativ projektledelse. Mor siden 2020.

  • Magdi Illemann el-Toukhy

    Administrerende direktør / CEO
    cand.it i Spilanalyse fra ITU, professionsbachelor i Specialpædagogik fra UCC. LinkedIn.
    Tidligere bestyrelsesmedlem i Oxfam Ibis og IT-Branchen.
    Far til tre unger, spejderleder, billedkunstner og trommeslager.

Fra studieprojekt til startup

Spilværk startede i 2015 som et studieprojekt på GAMES-linjen på IT-Universitetet i København. På spiluddannelsen blev vi trænet i at designe, blandt andet ved at idéudvikle under ekstremt tidspres og præsentere de meget ufærdige idéer for vores medstuderende. Det var frygtindgydende. For dem af os, der var vant til at kunne finpudse vores arbejde i en evighed, før nogen så det, føltes det som et totalt kontroltab. Men vi overlevede.

Gang på gang øvede vi os i at fejle, og for hver gang blev det lettere at vise det uperfekte frem og modtage andres feedback. Men hvorfor i alverden startede den proces først efter 15 års skolegang? Kunne man ikke træne den fejlmodige tankegang fra barnsben i stedet for?

Vores undren satte gang i et eksperiment: Hvad sker der hvis man lærer børn at designe deres egne spil? Tanken var at få spilteoretiske begreber ned i børnehøjde og træne eleverne i at give og modtage feedback - og ved hjælp af feedback forbedre deres spil. Et helt hold frivillige mentorer fra spildesignlinjen stillede op til et fem dages spilforløb på Kaptajn Johnsens Skole. Forløbet viste os, at de 10-årige børn kunne meget mere end vi havde regnet med - og mere end deres undervisere havde regnet med. Vi havde fat i noget, og det gav os blod på tanden.

Læs mere om spildesign i skolen

Designkompetencer på tværs

Siden det første pilotprojekt har vi udvidet vores repertoire, så det ikke kun er spildesignerens værktøjskasse, vi benytter os af. I Spilværk arbejder vi med designtænkning, læring og teknologi i bred forstand. 

Vi har over flere omgange samarbejdet med Det Danske Filminstitut. Blandt andet udviklede vi et sæt gratis undervisningsressourcer til at lave spil i skolen, kaldet Spilværktøjskassen med projektstøtte i ryggen.

Vi har siden 2015 faciliteret designprocesser for både børn, unge og voksne. Alt lige fra et tretimers spildesign-crashcourse for 80 efterskoleelever til at udvikle en ny spiluddannelse på en svensk højskole. Uanset målgruppen, arbejder vi iterativt med vores undervisningsmateriale; vi prøver det af, lytter til feedback, laver ændringer og prøver det af igen.

Fra vores udgangspunkt i digital spiludvikling var der ikke lang vej til 3D-grafik og 3D-print. Makerspaces gør det muligt at forvandle digitale kreationer til fysisk virkelighed, så enhver kan prøve kræfter med produktdesign. Nærmest hvad som helst kan 3D-printes, og en laserskærer kan realisere både 2D- og 3D-grafik i alt fra krydsfiner til pangfarvet akryl. Spilværk har dybdegående erfaring med makerspaces, lige fra etablering og vedligeholdelse til konkrete designprojekter, der træner det 21. århundredes kompetencer.

Et andet område, vi arbejder med er stop motion-animation. I en verden, der bugner af tablets og smartphones, er det oplagt at bruge vores devices til at lave vores egne animationsfilm.  Vi render alle rundt med kamera, mikrofon og processorkraft i lommen - teknologien venter bare på vores idéer og historier. Dette er grundtanken i vores animationsunivers Piximakey, der kombinerer et mobilt animationsstudie med en gratis børnevenlig app.

Vores rejse har ført os vidt omkring, men vi er stadig spildesignere. Vi har blandt andet designet et kortspil, der understøtter designprojekter i grundskoler og makerspaces. Aktuelt er vi ved at udvikle et fysisk-digitalt læringsspil for World Food Programme, for at forebygge fejlernæring og livsstilssygdomme blandt børn.

Dyk ned i vores portfolio